Jeg sad i går aftes med en bog i hånden – en rigtig bog med sider, der knasede, når jeg vendte dem. Det var første gang i flere uger. Og det slog mig: Hvornår blev det så svært at læse en bog?
Ikke fordi ordene var sværere end før. Men fordi min hjerne konstant ledte efter noget andet. En notifikation. Et link. En hurtig dopaminbelønning fra det næste scroll.
Pseudo-virkelighedens forførende dans
Vi lever i en tid, hvor virkeligheden er blevet til noget, vi swiper gennem. Hvor sandheden ligger et sted mellem en influencers morgenrutine og det seneste breaking news, der ikke rigtigt er breaking længere, før det næste kommer.
Bøger kræver noget af os, som internettet ikke gør: De kræver, at vi bliver i nuet. At vi ikke kan hoppe videre, når det bliver ubehageligt eller kedeligt. De tvinger os til at gå dybt i stedet for bredt.
Men hvem gider gå dybt, når man kan få følelsen af at være vidende ved at læse overskrifter?
Når sammenhæng forsvinder i fragmenter
Jeg møder mennesker, der ved alt om alt – i hvert fald de første tre linjer af ethvert emne. De kan diskutere klimaforandringer baseret på en Instagram-story, have stærke holdninger til økonomisk politik ud fra en TikTok-video og føle sig kvalificerede til at bedømme komplekse menneskelige forhold på baggrund af en podcast-udtalelse.
Men hvornår du sidst læst en hel bog om et emne, du mente du forstod?
Det er ikke, fordi vi er blevet dummere. Det er fordi vi er blevet afhængige af pseudo-virkeligheden – den forfærdelig overbevisende illusion om, at information er det samme som viden, og at meninger er det samme som forståelse.
Den svære kunst at være i tvivl
Bøger har den mærkelige egenskab, at de ofte gør os mere forvirrede, ikke mindre. De bedste bøger jeg har læst, har efterladt mig med flere spørgsmål end svar. De har udfordret mine forudfattede meninger og tvunget mig til at erkende, hvor lidt jeg egentlig vidste.
Internettet gør det modsatte. Det bekræfter vores bias, styrker vores overbevisninger og giver os følelsen af at have ret – selv når vi tager fejl.
Hvornår begyndte vi at tro, at følelsen af at vide var vigtigere end faktisk at vide?
Når dybde bliver til overfladiskhed
Der er noget smukt ved at følge en forfatters tankegang gennem 200-300 sider. At se, hvordan argumenter bygges op, nuanceres, udfordres og måske endda falder sammen igen. Det er som at følge et sind på arbejde – i stedet for bare at få konklusionerne serveret i mundrette portioner.
Men vi har vænnet os til mundrette portioner. Vi vil have takeaways, bullets og hurtige fix. Vi vil have kompleksiteten reduceret til shareable quotes og 10-punkts lister.
Og så undrer vi os over, hvorfor verden føles så forvirrende.
Hvad mister vi, når vi mister bøgerne?
Det er ikke bare viden, vi mister. Det er evnen til at være alene med vores tanker. Til at sidde med ubehag uden straks at distrahere os selv. Til at acceptere, at nogle ting tager tid at forstå.
Når vi erstatter bogenes langsomme, dybe samtale med internetkulturens hurtige, overfladiske skrig, mister vi måske noget mere fundamentalt: Evnen til eftertanke.
Men måske er det ikke for sent. Måske sidder der en bog et sted og venter på dig – en bog, der vil udfordre dig, frustrere dig og i sidste ende gøre dig til et mere nuanceret menneske.
Spørgsmålet er bare: Tør du slukke for skærmen længe nok til at finde ud af det?